Det er en stor beslutning, når en familie skal have et nyt kæledyr. Hvilket dyr skal det være? Skal det være i bur eller må det gå frit? Skal det være allergi-venligt eller ej og hvor meget det må fylde hjemme hos jer? Læs med her og bliv klogere.

Overvejelser inden I vælger et kæledyr

Man skal være af en helt særlig støbning for at kunne gå tomhændet hjem fra en hundekennel eller det lokale kattehjem. Det er de færreste, der kan stå for små bløde og nuttede hvalpe og killinger. Derfor er det altid en god ide at slå koldt vand i blodet, tage en snak og gøre sin research grundigt, inden man tager den vigtige beslutning om at få et kæledyr. Det er jo rigtig nemt at tage en herreløs kat til sig om sommeren, hvor man har ferie og god tid, og hvor dyr og mennesker primært er ude. Husk at kæledyr skal have omsorg og kræver tid uanset størrelse og type. Spørg jer selv, om det er realistisk, at I med arbejde og skole rent faktisk har tid til at lufte, fodre, gøre rent hos, kæle med og drage omsorg for et dyr. Orker I helt sikkert ikke at skulle gå tur med en stor hund flere gange om dagen, så bør I overveje et andet kæledyr. Det er også vigtigt at kigge på, hvad I har plads til. En udekat kræver ikke lige så meget plads som en stor fuglevoliere. Økonomi kan også være en overvejelse værd. Det er en del dyrere at have en stor familiehund end en hamster. Har nogle i familien allergi, så er det også noget I bør tage med i overvejelserne. Det kan have betydning for jeres valg af kæledyr.

Hvilket kæledyr skal I vælge?

For nogle er det næsten en religion, hvorvidt man er til hunde eller katte, om man er til store eller små hunde og så videre. Det er vigtigt, at I vælger et dyr, der passer ind i familien. Er I parate til at inkludere et nyt familiemedlem, der kræver meget pasning, men helt sikkert vækker glæde hos hele familien? Så kan en god familiehund være en idé. Der kan dog være stor forskel på de forskellige hunderacer. Nogle egner sig bedre ind i en familie med børn end andre. En Jack Russel Terrier er eksempelvis en fremragende familiehund, som er både social og intelligent. En hund af denne type kan blive hele familiens tro følgesvend i mange år. Klik her og læs mere. 

Når hverdagen melder sig

På et tidspunkt melder hverdagen sig og hvedebrødsdagene er ovre. Med andre ord hvalpe og killinger vokser og bliver større, og mange børn har det med at miste interessen efter et stykke tid. Sørg for at have en plan og aftal, hvem der lufter hunden, hvornår. Lad børnene skiftes til at fodre eller tømme kattebakke. På denne måde får alle et ansvar, og jeres nye kæledyr ender ikke med at blive en sur pligt.